Tag Archive for 'medier'

Hvor dum er den danske presse?

En sjov video dukker op på YouTube. Den indeholder en kvinde, der fortæller at hun hedder Karen, og at hun leder efter sin søns far. Hun kan hverken huske hvad han hedder eller hvor han er fra, og hun har ikke set ham siden en våd aften i Nyhavn for halvandet år siden.

Siger hun.

Alle, der er i besiddelse af bare en lille smule snusfornuft eller skepsis, vil nok studse over sådan en video. Man er nødt til at undre sig – det være en reklame af en slags, eller noget andet i den dur. Det var i hvert fald min reaktion.

Men sådan tænker man åbenbart ikke på de fleste landsdækkende nyhedsredaktioner. EkstraBladet, TV2 og Jyllands Posten sluger den råt, og bringer historien som fakta uden skyggen af en kritisk vinkel.

P3 Nyheder falder også i med begge ben, men konstaterer dog, at nogle af brugerkommentarene antyder at den er fup. Hvorefter de straks afviser at det skulle være tilfældet.

BT bringer også historien, men stiller (et meget lille) spørgsmålstegn ved videoens ægthed til allersidst i deres artikel.

Jeg håber og be’r til at der blot er tale om en midlertidig kollektiv hjerneblødning, og at dette ikke sigende for kvalitetsniveauet i den danske presse.

(I den forbindelse skal det lige bemærkes, at Politiken og Berlingske først har taget historien op, efter det er kommet frem at videoen er fup – så vidt jeg kan se. Information har vist slet ikke skrevet om den. Jeg ved ikke med Ritzau.)

Når ingen historie er for lille

Folkene på DR1′s Aftenshowet glemte åbenbart at lukke for værternes mikrofoner efter aftenens udsendelse var slut.

Det er åbenbart lige en historie for Politiken. 190 ord får de ud af den.

Gad vide om skribenten bliver aflønnet pr ord…

Piratkopiering skyldes manglende alternativer

Manglen på et reelt legalt alternativ er den primære årsag til piratkopiering. Det plejede at være sådan at man altid kunne se de seneste afsnit af The Daily Show, The Colbert Report og South Park fra de respektive programmers websites.

Men det er åbenbart slut nu.

Hvis du er amerikaner kan du stadig se afsnittene online, men vi andre kan åbenbart rende og hoppe. The Colbert Report bliver ikke engang vist på TV herhjemme – hvem er det lige man træder over tæerne ved at vise det gratis online?

Så hvis du gerne vil se The Daily Show, The Colbert Report eller South Park når det passer dig, så er der nu kun én måde: På med klappen, papegøjen og træbenet.

Røvhuller!

Om Al Capone, rockere og andre bander

SKAT beslaglægger biler, penge og guldsmykker fra diverse rockere og indvandrerbander, under det der populært kaldes Al Capone-taktikken.

Taktikken virker, forlyder det, med henvisning til at SKAT har konfiskeret værdier for over 1 million.

To ting:

For det første, hvad er det for et underligt successkriterie? “Vores nye taktik for at dæmme op for bandekriminaliteten er at gøre A. Vi gør A. Taktikken virker”. A’hva’?

Hvornår er “vi gør noget” blevet det samme som “det vi gør virker”? Hvis man nu kunne dokumentere et fald i bandekriminalitet, SÅ ville man med god ret kunne sige at taktikken virker. Men det her?

“Vi vil dæmme op for bandekriminaliteten ved at skyde alle de duer vi ser i byen. Vi har indtil videre skudt 2000 duer. Taktikken virker”.

For det andet, så er det misvisende at kalde det her for “Al Capone”-taktikken. Indtil videre har SKAT bare beslaglagt penge og biler. Al Capone, der var leder af mafiaen i Chicago, blev sigtet for skattesvig (fordi man ikke kunne rejse andre sigtelser) og dømt til 11 års fængsel.

Lad os sammenligne de to ting:
1. Beslaglægge nogle materielle værdier.
2. Fængsle lederen af en dybt kriminel organisation.

Er jeg den eneste der kan se forskellen?

Tjenesten tilbage på TV – uden ideer

DR’s satirehold Tjenesten er tilbage på TV, med nyt mandskab (hele besætningen blev skiftet ud tidligere på året). Dengang Vicki & Co styrede roret var Tjenesten på TV afsindigt morsomt og skarpt. Er det også sådan med det nye hold? Ikke så meget, nej.

For det første er formatet direkte planket fra The Daily Show. Ikke bare inspireret, nej nærmest plagieret. Endda med optagelser fra andre kanalers udsendelser tidligere på dagen, og indslag med “rapportere” foran bluescreen.

Og det er ikke særlig morsomt. Jokesne er vandede, kildematerialet er temmelig tyndt, og det hele bærer præg af en manglende fortrolighed med det medie, der forsøges parodieret.

For eksempel havde man et klip fra trafikopdateringen i TV2′s morgennyheder, hvor det blev fortalt at DSB havde problemer med nedfaldne blade, og der derfor var op til 20 minutters forsinkelse på nogle strækninger. Det forsøgte man så at gøre sig morsom over – noget i stil med “det problem troede vi blev løst sidste år, høhø, DSB er godt nok nogle tosser”. Det er eddermame dumt, især fordi det udviser en total mangel på forståelse af hvorfor løvfald overhovedet giver problemer.

I øvrigt er der noget dybt ironisk over det her. Det gamle Tjenesten (som var sjovt!) havde nemlig en serie om Oleg, comedy-tilhøreren fra helvede, som tog pis på præcis den slags åndssvage vittigheder. Præcis!

Det siger ligesom det hele.

Og du troede TV2NEWS-kopteren var åndssvag

Der er valg, så de amerikanske nyhedskanaler fyrer alt hvad de har af krudt, tricks i ærmet og kaniner i hatten af. Den skal have alt hvad den kan trække af 3d-scenografi og grafer, touchscreens og billedvægge.

Men jeg tror CNN officielt har taget titlen som indehaver af det mest overflødlige lir.

For få minutter siden førte CNN-vært Wolf Blitzer et interview med deres korrespondent i Chicago, via hologram. Korrespondenten (som jeg ikke fik navnet på) stod simpelthen i studiet sammen med Wolf, selvom hun i virkeligheden var i Chicago.

Eller rettere, sådan skulle det i hvert fald se ud. For det var ret tydeligt at at hun var lagt ind via smarte bluescreen-effekter (især fordi Wolf konsekvent henvendte sig cirka en halv meter ved siden af hvor hun skulle forestille at stå).

Men er du gal, de gik op i det. Det her var noget Matrix-level shit, med en ring af HD-kameraer omkring korrespondenten i Chicago, der kunne fjernstyres fra studiet i New York, så man konstant havde korrespondenten i det rette perspektiv, uanset kameravinkel.

Bidragede det så med noget? Overhovedet ikke. Men stolte, det var de.

For når man ikke kan konkurrere på substans, så må man vel konkurrere på bling-bling. Velkommen til fremtidens mediebillede.

Opdatering: Nu med Youtube-link

Politiken skal lære at læse

Det her er simpelthen for dumt. Politiken har en artikel om at mange af den traditionelt stærkt konservative Rupert Murdochs medier støtter Obama, med Murdochs velsignelse. Artiklen er sådan set fin nok, lige indtil den sidste mellemrubrik, hvorunder følgende vås kan læses:

Det [Murdochs beundring af Obama, red.] var Fox News ikker begejstret for. Her vises et par af deres ideer til fremtidige interviews med deres ejer, Rupert Murdoch.

»Aldrende mediefyrste bliver liberal tosse« og »Al-Qaede støtte Rupert Murdoch: Rev. Wright’s bedste ven?« er nogle af forslagene.

Hvad der åbenbart er gået over hovederne på Politiken er, at siden de linker til er stærkt satirisk (der står gudhjælpemig “Political Comedy” med store bogstaver øverst), og at interview-ideerne IKKE kommer fra Fox, men fra den pågældende sides redaktion. Det er satire. Fox har intet med det at gøre.

Pinligt!

Politiken skal stramme op

Jeg ved ikke om de er stressede, får for lidt søvn, springer morgenkaffen over eller bare ikke kan gøre det bedre. Men Politikens webredaktioner skal spænde hjelmen, for der slipper jævnt mange tåbelige fejl igennem.

For eksempel: Hvem end der fandt på overskriften til denne artikel kender åbenbart ikke forskellen på at “udvise” og “udlevere”.

Og så tror Tjek tilsyneladende at TDC er den eneste udbyder af 3G mobilnet her i landet. Og det er de villige til at gentage.

Suk!

Pænt farvel til Nyhedsavisen

Nyhedsavisen er lukket. Det synes jeg er en skam. For ud af de fire gratisaviser er – eller rettere, var – Nyhedsavisen den eneste der egentlig var værd at læse. Urban, Metro og 24timer bevæger sig alle rundt i et dødsygt morads af forbrugerstof, gå-i-byen-stof, livstilsstof og kendte. Den slags man kun læser for at slå tiden ihjel. “Ondskabens Akse” alene var bedre end alle kommentarer og læserbreve i Metro og Urban tilsammen.

Nyhedsavisen havde sgu noget på hjerte. Øv.

Virker tidspunktet i øvrigt ikke lidt mærkeligt? Avisen var knap nok kommet tilbage fra sommerferien, og i fredags snakkede ham der SkypeMortenMedPengene™ om at avisen ville købe MetroXpress. Meget besynderligt.

En strøtanke: Ny Alliance. NyhedsAvisen. Et tilfælde? Ring til en Numerolahfsdfhsafgasdfa

Kloning er farligt

Overskrift fra Politiken: Hundekloner holdt mormon som sex-slave
Den overskrift kan vist læses på flere måder.