Pladebranchen har det hårdt i disse tider.
Det er den diplomatiske formulering. Her er den lidt mere direkte: Pladebranchen er dødsdømt. Selvfølgelig vil den ikke selv erkende det, og forsøger at overleve med næb, klør, absurde søgsmål og intenst lobbyarbejde.
Piratkopiering får skylden for pladebranchens krise, men piratkopiering er kun et symptom – ikke den grundlæggende årsag.
Næh, pladebranchens helt fundamentale problem er dette: Dens produkt er forældet.
Musikken har det fint, den lever i bedste velgående – den fandtes før grammofonen blev opfundet, og den vil fortsat findes når cd’en afgår ved døden. Men pladebranchens produkt er ikke musik.
Det er plader. Blanke skiver af plastik og vinyl, der koster et par håndører at producere, og kan sælges med en profit på flere hundrede procent. For pladeselskabet kan det være bedøvende ligegyldigt hvad der ligger skiven, sålænge den kan sælges.
I takt med den digitale tidsalders indtog, er alle pladebranchens ydelser stille og roligt blevet irrelevante. Distribution klares nemt og billigt via Internettet – Nine Inch Nails‘ seneste udgivelse, Ghosts I-IV, gik direkte ind som nr. 1 på Amazons amerikanske MP3-butik – og det kostede kun $38 at gøre den tilgængelig i butikken.
Finansiering af indspilning er heller ikke det store problem længere. I dag kan man bygge et komplet lydstudie for prisen på et samtalekøkken, hvis ikke mindre. Det er kun dinosaurer som Metallica der behøver at leje et studie på størrelse med et hus i 11 måneder for at indspille et album.
Markedsføring og eksponering er straks lidt sværere – men helt ærligt, hvis musikken er god nok, og man turnerer røven ud af bukserne så skal den nok finde sit publikum. Den problemstilling er i øvrigt stadig gyldig, selvom man har et pladeselskab i ryggen – der blev udgivet 500 plader i Danmark sidste år, hvor mange af dem har du hørt om?
Men tag det ikke fra mig: Simon Napier-Bell har været i musikbranchen i over 40 år, og været manager for bands som The Yardbirds, Japan, Ultravox og Wham! – og han mener at pladebranchen er på vej mod sit endeligt.
Sig mig engang, Rasmus, har du ikke selv gang i et band? Hvis nu det passer, hvordan ser du mulighederne for at sælge din kunst eller hvad nu du vil kalde det? Med digitale spredningsmuligheder er der mulighed for at alle at live hørt, men er det nu også alle der er værd at blive hørt. Jeg er blevet lidt glad for at købe plader pga. bedre lyd – er blevet meget træt af at høre skrattende, flade lyde.
Nu er alle musikere ikke nødvendigvis in the game for at blive kæmpe-berømte plade-sælgende stjerner. Den slags kan man jo opnå ved blot at melde sig til det rette reality-show.
For nogen er det vel rigeligt at blive hørt og komme ud og spille i ny og næ?
Min musik er gratis.
Men hvis man vil på iTunes og diverse danske download-butikker, så er det faktisk ikke så svært.