Monthly Archive for April, 2008

Elektroniske stemmesedler, nej tak!

Business.dk, DR og Nyhedsavisen skriver, at otte danske kommuner har søgt Velfærdsministeriet om tilladelse til at afholde elektroniske valg fra næste år. Med stemmemaskiner og den slags, som vi kender det fra USA.

Det er så dårlig en ide, at jeg knap nok ved hvor jeg skal starte.

For det første vil man afskaffe et system, der intet er i vejen med.

For det andet vil man indføre et nyt system, der vil koste en formue at udvikle, teste og implementere.

For det tredje er der så mange ting, der kan gå galt med elektronisk afstemning, at tanken er decideret rystende.

Der har været veldokumenterede problemer med stemmemaskiner i forbindelse med næsten hvert eneste valg i USA de sidste otte år.

Stemmer der ikke er blevet talt med, stemmer der er blevet optalt forkert, negative stemmetal, og stemmer der er blevet registreret forkert af maskinen er blot en håndfuld af de problemer, der har været.

Læg dertil, at du som vælger ikke har nogen måde at kontrollere at din stemme faktisk bliver registreret korrekt. Selvom du har stemt X, og maskinen bekræfter over for dig at du har stemt X, så har du reelt ingen garanti at stemmen ikke er registreret som Y – om det så skyldes programmeringsfejl (og dem findes der mange af, skal jeg hilse og sige) eller om nogen bevidst har fusket med maskinen.

(Og i den forbindelse vil jeg lige nævne, at det er lykkedes forskere fra Princeton at overtage en elektronisk valgmaskine på under et minut.

Jeg fatter ikke hvordan denne flok politikere kan mene, at det er en god ide at udskifte et velkendt, velafprøvet, stærkt, simpelt og gennemskueligt system med et, der nyt, uprøvet, skrøbeligt, kompliceret, komplet uigennemskueligt, medfører en lang række riscici og hvis ene (mulige) positive bidrag til valghandlingen er, at vi måske har resultatet et par timer tidligere.
Og så er det tilsyneladende primært IT-folk, der kan se problemerne i elektronisk afstemning. Det synes jeg er tankevækkende.

Hvis du vil læse mere, er der nogle interessante kommentarer på Poul-Henning Kamps blog (der i sig selv er interessant) ovre på Version2. Og så har sikkerhedseksperten Bruce Schneier skrevet en lang række artikler om problemerne ved elektroniske stemmesedler.

‘nationen!’ æder din sjæl

Én ting er den måde, hvorpå Ekstra Bladet forpester verden med ting ingen har brug for at vide, når de gør historien om Natascha Kampusch til gemen celebrity-sladder ved at viderebringe de ellers fortrolige oplysninger om, at hun havde sex med sin kidnapper og muligvis blev gravid af det (Jeg ved ikke hvilke bizarre kriterier, der ligger til grund for at den historie skal bringes – eller jo, det ved jeg faktisk godt: kendte, sex, grusomheder og minimale krav til research – men det er kraftedeme ulækkert).

Noget andet er det lort og gylle, der efterfølgende hober sig op i ‘nationen!’ – dette bundløse hul af umenneskelighed og antipati, hvor hadske, bitre og på alle måder afskyelige mennesker, der tilsyneladende har mistet al livsglæde og for længst er døde indeni, får lov til at give deres besyv med på alt hvad Ekstra Bladet skriver.

Tjek dette guldkorn fra en gut, der fastholder at hele tragedien er iscenesat af familien, for efterfølgende at kunne sælge historien og blive rige:

Folk har gjort meget værre ting igennem tiden for at score kassen end at “låne” deres datter ud. Og helt utroligt tilfældigvis lige præcis når hun fylder 18 år slipper hun fri.
Og nu viser det sig så at hun frivilligt også har fået lidt diller. Men hvad fanden, man skal jo også have lidt sex ovenpå et par hårde ski-ferier sammen med sin onde kidnapper.
Men fedt at de har scoret så mange penge, vi andre kan kun håbe på at vi vinder i lotto.

Eller hvad dette eksempel på “Heidis” dybtfølte empati.

Har hun allerede brugt de penge hun fik i erstatning siden hun nu skal komme frem igen??
Tror efterhånden hun er mere pengegrisk og medieliderlig end hun er udsat det ynkeligt.
Er så nemt og sige hun har været gravid når hun godt ved dette ikke kunne bevises.. og skulle hun ha født et barn kan man på en kvinde da heldigvis se det på bækknet

Altså, fuck.

Ny Nine Inch Nails plade om to uger?

nin2weeks.jpg

Nin.com er blevet opdateret med ordene “2 weeks”. Intet andet. Hvad der ligger bag den noget kryptiske besked kan man kun gisne om, men deja vu-fornemmelsen er svær at ignorere.

Samme tekst dukkede nemlig også op på nin.com i midten af februar – og to uger efter blev Ghosts I-IV udgivet, uden nogen anden form for varsel.

Han er en drillepind, ham Trent.

Opdatering: Ifølge The NIN Hotline er der dukket et nyt NIN-nummer op på amerikanske radiostationer. Nummeret hedder “Discipline”, og blev angiveligt færdig-mastered i går. Kan der virkelig være en ny NIN-plade på vej? Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke rigtig selv troede på det, da jeg skrev dette indlæg, men nu lyder det pludselig pirrende realistisk.

Pladebranchen er udspillet

Pladebranchen har det hårdt i disse tider.

Det er den diplomatiske formulering. Her er den lidt mere direkte: Pladebranchen er dødsdømt. Selvfølgelig vil den ikke selv erkende det, og forsøger at overleve med næb, klør, absurde søgsmål og intenst lobbyarbejde.

Piratkopiering får skylden for pladebranchens krise, men piratkopiering er kun et symptom – ikke den grundlæggende årsag.

Næh, pladebranchens helt fundamentale problem er dette: Dens produkt er forældet.
Musikken har det fint, den lever i bedste velgående – den fandtes før grammofonen blev opfundet, og den vil fortsat findes når cd’en afgår ved døden. Men pladebranchens produkt er ikke musik.

Det er plader. Blanke skiver af plastik og vinyl, der koster et par håndører at producere, og kan sælges med en profit på flere hundrede procent. For pladeselskabet kan det være bedøvende ligegyldigt hvad der ligger skiven, sålænge den kan sælges.

I takt med den digitale tidsalders indtog, er alle pladebranchens ydelser stille og roligt blevet irrelevante. Distribution klares nemt og billigt via Internettet – Nine Inch Nails‘ seneste udgivelse, Ghosts I-IV, gik direkte ind som nr. 1 på Amazons amerikanske MP3-butik – og det kostede kun $38 at gøre den tilgængelig i butikken.

Finansiering af indspilning er heller ikke det store problem længere. I dag kan man bygge et komplet lydstudie for prisen på et samtalekøkken, hvis ikke mindre. Det er kun dinosaurer som Metallica der behøver at leje et studie på størrelse med et hus i 11 måneder for at indspille et album.

Markedsføring og eksponering er straks lidt sværere – men helt ærligt, hvis musikken er god nok, og man turnerer røven ud af bukserne så skal den nok finde sit publikum. Den problemstilling er i øvrigt stadig gyldig, selvom man har et pladeselskab i ryggen – der blev udgivet 500 plader i Danmark sidste år, hvor mange af dem har du hørt om?

Men tag det ikke fra mig: Simon Napier-Bell har været i musikbranchen i over 40 år, og været manager for bands som The Yardbirds, Japan, Ultravox og Wham! – og han mener at pladebranchen er på vej mod sit endeligt.

“Veteranblogger gør stærkt comeback”

Tjek lige den overskrift. Det kaldes vinkling, baby, og sådan noget er jeg bare er pissegod til.

Det er over et år siden jeg skrev mit sidste blogindlæg. Efter at have blogget i noget nær ni år var gnisten væk, inspirationen forduftet og lysten kvalt. Og efter at min gamle side havde samlet støv i flere måneder, blev maskinen den lå på endda taget af nettet – og jeg gad knap nok overveje at hive mine data ud af den. De befinder sig pt i en lejlighed på Vesterbro.

Men nu er lysten kommet tilbage! Lysten, inspirationen, skrivetrangen pulser atter gennem fingrene. Stemmen i mit hoved der kræver at råbe op og fare i flint, give den som Mr. Bedrevidende, svælge i harme og fyre spydigheder af mod de folkevalgte, medierne, tosserne, systemet – den kan ikke længere holdes nede. Den vil ud, den vil høres.

Så nu får den muligheden.

Velkommen til Whiskey Tango Foxtrot!